Derfor er jeg frivillig Hjemme Engel
Mens vi havde travlt med minkfarmen, talte vi ofte om, at når vi en dag fik mere tid, ville vi gerne bruge noget af den på at hjælpe andre mennesker med praktiske opgaver. Den mulighed kom tidligere og på en helt anden måde, end vi havde forestillet os, da vi måtte lukke farmen.
I dag er vi landet et sted i vores liv, hvor vi har mulighed for at række ud til andre, og det giver os en stor glæde. At arbejde sammen med ligesindede mennesker og opleve, at de evner og erfaringer, man selv tager for givet, kan gøre en reel forskel for et andet menneske, er svært at beskrive. Det skal næsten opleves. Når man først har prøvet det én gang – og mærket, at det lykkes – får man lyst til at gøre det igen.
Vi har gennem Elsk Kolding mødt mennesker, der havde det virkelig svært. Vi kunne måske hjælpe med at rydde op eller køre nogle ting væk, men flere gange sad vi bagefter med følelsen af, at vi gerne ville have hjulpet dem hele vejen hjem.
Den mulighed fik vi gennem et næsten “tilfældigt” møde med Kirsten via fælles bekendte og Hjem med Hjerte.
Det blev et naturligt samarbejde, fordi vi grundlæggende vil det samme. Vi tror ikke, at et hjem behøver være perfekt for at være godt. Vi kan begge lide genbrug og ting, der allerede har levet et liv. Det gør ikke noget, at et bord har en lille ridse, eller at tingene ikke matcher perfekt. Det vigtigste er, at hjemmet bliver varmt, personligt og fungerer for det menneske, der skal bo der.
Nye ting kan selvfølgelig også være den bedste løsning – for eksempel når der skal organiseres, og IKEA har lige præcis den praktiske dims, vi mangler. Det skal fungere, før det skal være pænt. Og bagefter kan vi skabe hyggen og personligheden omkring det.
Noget af det, vi holder meget af ved Hjem med Hjerte, er, at opgaverne bliver koordineret på forhånd. Vi ved, hvem vi skal hjælpe, hvad der skal ske, og hvorfor vi gør det. Der bliver sat et hold af frivillige med forskellige evner, som passer til den konkrete opgave, og så arbejder vi sammen om at komme så langt som muligt – ofte på en enkelt Hjemme Engel-dag.
Det betyder meget. For mange mennesker vil gerne være frivillige, men har måske ikke mulighed for at binde sig til noget hver uge. Til gengæld kan de arbejde “vildt og tosset” en dag, hvis opgaven er konkret, forberedt og tidsbegrænset. Og når virkeligheden alligevel ikke følger planen – for det gør den jo sjældent helt – er der plads til, at vi sammen finder nye løsninger.
Vi tror også, det er vigtigt, at mennesker, der ønsker at blive Hjemme Engle, er ærlige om, hvem de er, hvad de kan, og hvad de ikke kan. Man behøver ikke kunne alt. Tværtimod. Den ene kan organisere et køkken. En anden kan hænge en lampe op. En tredje kan samle et skab, sy gardiner, male en væg, køre med trailer, skabe ro eller være god til at tale med mennesker. Med livserfaring, modenhed og den rette forberedelse kan mange helt almindelige evner få stor betydning i et andet menneskes hjem.
Vi har en stor berøringsflade og spørger derfor tit hinanden:
“Hvem skal vi tænde gnister i?”
For nogle mennesker går rundt med erfaringer og evner, de slet ikke selv tillægger særlig stor værdi. Men sat sammen med andres kan netop deres bidrag blive den lille del, der får det hele til at lykkes.
Det er noget af det smukkeste ved at hjælpe i flok. Vi møder mennesker, hvis liv på grund af modgang, sygdom, ulykker eller andre omstændigheder er blevet så uoverskueligt, at også hjemmet er gået i stå. Vi kan ikke løse deres liv. Men lige dér har vi måske overskuddet, hænderne eller erfaringen til at gå et stykke af vejen sammen med dem og gøre hverdagen lidt lettere.
For os er det win-win at skabe energi og glæde i andre menneskers liv. For hver gang vi kommer hjem fra en opgave, opdager vi, at vi også selv er blevet bygget op – og vi er næsten altid fyldt med taknemmelighed. ❤️