Hjem med Hjerte handler om uperfekte hjem og uperfekte mennesker
Bag hvert hjem er et menneske. Og bag hver forandring er en historie.
Her kan du møde nogle af de mennesker og hjem, Hjem med Hjerte har fået lov til at være en del af.
Det handler om at skabe rammerne for dem vi hjælper, for at de igen kan invitere livet indenfor.
Vi fokuserer på både små og store forandringer, der kan gøre hverdagen lettere, mere tryg og mere levende og øge trivsel og livskvalitet.
Andreas – da et hjem fik sin puls tilbage
Da jeg første gang mødte Andreas, boede han i en smuk lejlighed med lys, plads og udsigt, men når man trådte ind ad døren, kunne man mærke, at noget manglede. Lejligheden var ikke valgt med hjertet, men af nødvendighed efter en operation, der havde efterladt Andreas med et handicap og gjort det umuligt for ham og hans kone at fortsætte hverdagen under samme tag med deres to helt små børn.
Nu boede han tæt på familien, men alene. Når børnene kom, sov de på en madras på gulvet, og Andreas selv lå i en enkeltseng helt inde under et skråt loft. Rundt omkring ham lå tomme pillebeholdere, væggene var bare, der var næsten intet lys, og hjemmet føltes mere som et sted at vente på, at det gamle liv skulle komme tilbage, end et sted at leve det liv, der var nu.
Når jeg ser før-billedet i dag, husker jeg følelsen meget tydeligt:
Der var intet håb. Men det kom der.
Et hjem til det liv, der er nu
Sammen med Andreas og en lille gruppe frivillige begyndte vi at skabe et hjem omkring det menneske og den familie, der faktisk skulle leve der. Vi genbrugte så meget som muligt, flyttede møbler, fandt enkelte ting i genbrugsbutikker. Vi lod Andreas selv være med til at vælge, for en donation bliver ikke automatisk personlig, bare fordi den er gratis. Et menneske i en sårbar situation har samme behov som alle andre for at kunne kigge rundt og mærke: Det her er mig.
Børneværelset blev skabt af mange af de møbler, Andreas allerede havde fået doneret, suppleret med børneplakater, IKEA-gardiner og wirer til børnenes tegninger. På væggen kom også en børneplakat, som Andreas selv havde købt som barn. Noget fra hans egen barndom fik på den måde nyt liv i det værelse, hvor hans egne børn nu skulle sove og lege.
Vi skabte ikke et dyrt eller perfekt børneværelse. Vi skabte et rum, der sagde:
Her hører I også til.
En anden lille ændring blev langt større, end den umiddelbart så ud. Andreas sov i en enkeltseng, men vi skaffede en dobbeltseng. Det er et enkelt eksempel på det, vi i House-Coaching kalder adfærdsdesign: at skabe fysiske rammer, der gør det lettere at leve det liv, man længes efter.
Nu kunne børnene kravle ind til deres far og ligge tæt hos ham, og der var plads til, at hans kone kunne komme på besøg. Vi kunne ikke give Andreas det gamle familieliv tilbage, men vi kunne sørge for, at hans hjem ikke blev ved med at understøtte ensomheden. Vi kunne gøre nærhed mulig.
Midten af historien
På væggen samlede vi billeder, bøger og personlige ting i en Happy Wall. Blandt dem var fotografier fra Andreas’ tidligere liv på en båd, taget af hans daværende kæreste og senere kone, mens de ventede deres første barn.
Jeg spurgte ham, om billederne ikke ville gøre ham ked af det og minde ham om alt det, han havde mistet. Jo, måske, men han ville stadig gerne have dem op, og så sagde jeg:
“Hver gang du ser billedet, så husk, at dér hvor du er nu, KUN er ‘midten af historien’ i din egen heltesaga. Tro på, at der findes en fremtid, du kan blive lykkelig i – så skal du nok finde den.”
Happy Wall blev ikke en mindevæg over et afsluttet liv. Den blev en bro mellem den Andreas, han havde været, og den Andreas, han nu var ved at blive.
Da jeg besøgte ham igen tre måneder senere, sagde han:
“Jeg har fået min værdighed tilbage. Jeg er ikke længere flov over at have gæster, og jeg er ikke længere bange for at være alene.”
Og måske endnu vigtigere:
“Mine børn elsker at være her. Vi har skabt en ny måde at leve et lykkeligt liv sammen på.”
Vi havde ikke givet Andreas hans værdighed. Den havde hele tiden været hans. Og vi havde ikke løst hans livskrise eller givet ham det gamle liv tilbage. Men sammen havde vi skabt nogle fysiske rammer, hvor han igen kunne mærke sig selv, være far, invitere andre indenfor og begynde at tro på en fremtid, som kunne se anderledes ud end den, han engang havde forestillet sig.
Da vi var færdige med hjemmet, sad Andreas, de frivillige, hans reservebedstemor og jeg sammen i sofaen. Jeg bad alle lukke øjnene og sagde:
“Da vi kom her, var der ingen puls. Vi har lavet en slags hjertestarter til dit hjem, og nu er der liv. Lyt og mærk…”
Jeg begyndte stille at banke med fingerspidserne på bordet.
Dam dam… dam dam
Nogle begyndte at græde. Jeg tog Andreas’ raske hånd, og han klemte min. Så åbnede han øjnene…..og jeg sagde kærligt:.
“Velkommen hjem, skat.” ❤️
Børneværelse
Stue
Børneværelse
Stue
Pernilles historie:
“Jeg har fået min værdighed tilbage”
Da jeg første gang mødte Pernille på en social café, havde hun boet i otte år i en ombygget garage med en lille entré, et lille toilet, et køkken på omkring otte kvadratmeter og en stue på omkring tyve. Hendes liv var langsomt blevet mindre, efter smerter, overvægt og depression havde gjort det svært for hende at arbejde og tage vare på sig selv og sit hjem.
Hun kom næsten dagligt på caféen for at få et varmt måltid og være sammen med andre mennesker. Hjemme var hun holdt op med at lave mad, rengøringen var vokset hende over hovedet, og hun sov i en smal seng, hvor hun var bange for at falde ud. Hun havde ikke haft familie eller venner på besøg i årevis.
Da jeg besøgte hende første gang, havde hun lavet kaffe til mig. Selvfølgelig sagde jeg ja tak. For selv om Pernille havde brug for hjælp, var hun stadig værtinde i sit eget hjem, og jeg var hendes gæst.
På et tidspunkt sad vi klemt sammen på hendes alt for lille seng og kom begge til at grine over det komiske i situationen. Så blev hun pludselig alvorlig og sagde:
“Du må ikke dømme mig.”
Det gjorde jeg heller ikke. For bag et hjem, der er løbet af sporet, findes der næsten altid en historie, vi ikke kan se.
Vi begyndte dér, hvor Pernille var
Sammen med en lille gruppe frivillige begyndte vi langsomt at skabe forandring. Der blev ryddet op og gjort rent, gamle ting blev vasket og fik nyt liv, og møbler blev flyttet, repareret og suppleret med genbrug.
Men det vigtigste var ikke tingene.
Det var, at flere mennesker begyndte at se Pernille.
En kunne organisere. En anden kunne gøre rent. En tredje kunne hænge en lampe op eller reparere en vaskemaskine. Ingen behøvede at kunne det hele, men sammen kunne vi skabe de fysiske rammer omkring et menneske, som havde mistet overskuddet til at gøre det alene.
Da Pernille senere fik mulighed for at flytte til en større lejlighed, begyndte vi igen med papir og blyant. Denne gang var der plads til en rigtig seng, den blå sofa med chaiselong, hun drømte om – og et spisebord.
Det sidste var vigtigt. For Pernille havde gemt en smuk dug til otte mennesker i mange år, selv om hun ikke længere inviterede nogen hjem. Måske havde en lille del af hende hele tiden håbet på, at der en dag igen ville sidde mennesker omkring hendes bord.
“Vil I have kaffe?”
Den første aften i den nye lejlighed opstod der problemer med hendes nye seng, og min mand Frank og jeg måtte hjælpe hende. Da alt endelig var løst, var vi på vej hjem, men Pernille spurgte: “Vil I have kaffe?” Selvfølgelig ville vi det. For noget af det fineste ved et hjem er ikke kun at have et sted at bo. Det er at kunne åbne døren og sige:
Velkommen. Kom indenfor. Her er mit hjem. Må jeg give dig noget?
Da det blev december, kom jeg tilbage for at hjælpe Pernille med at skabe julehygge. Hun fortalte mig, at hendes søster, svoger og niece havde været på besøg til eftermiddagskaffe. Hun havde selv bagt kage.
Hun havde også fejret sin fødselsdag sammen med vennerne fra caféen. Og den smukke dug til otte mennesker? Den havde endelig været på bordet.
Jeg spurgte Pernille, hvad der havde været det vigtigste i alt det, vi havde gjort sammen. Hun tænkte sig om og sagde:
“Jeg har fået min værdighed tilbage.”
Det er måske den enkleste måde at forklare, hvorfor Hjem med Hjerte findes.
Vi tror ikke, at et nyt hjem kan løse et menneskes livskrise. Men vi ved, at de fysiske rammer omkring os kan gøre det lettere at tage det næste skridt. Derfor møder vi mennesker dér, hvor de er, og hjælper med at skabe et hjem, hvor de igen kan føle sig trygge, ligeværdige og hjemme.
For Pernille fulgte flere forandringer. Hun begyndte igen at lave mad, hendes helbred og hverdag udviklede sig, hun kunne arbejde mere og klare stadig mere selv. I dag holder hun selv sit hjem og kommer ikke nær så ofte på den sociale café.
Hun vil hellere være hjemme. Nogle gange alene. Andre gange med gæster.
Fra vores første kop kaffe på caféen til Pernille fortalte mig, at hun havde fået sin værdighed tilbage, gik der omkring ni måneder.
Når jeg tænker på hende i dag, tænker jeg stadig på den fine dug, hun havde gemt gennem alle de mørke år. Måske er håb nogle gange en dug og en pakke fødselsdagsservietter, der ligger sammenfoldet i et skab og venter på, at livet vender tilbage.
Pernille havde ikke brug for en ny dug – hun havde brug for et bord at lægge den på – og et hjem, hvor hun igen havde lyst til at åbne døren.
Michael – fra mellemstationen til lyset
Da vi første gang hørte om Michael, boede han alene i et nedslidt hus langt ude på landet. Et familieliv var gået i stykker, arbejdet var forsvundet, og angst, medicin og alkohol var blevet en del af hans hverdag. Huset skulle rives ned, og Michael skulle flytte til en lejlighed i Kolding. Gennem Café Paraplyen blev vi spurgt, om vi kunne hjælpe med at finde de ting i hans gamle hjem, som var værd at tage med.
Min veninde Mirjam tog med. Hun er ekspert i oprydning, men endnu bedre til at se mennesket bag rodet. Jeg plejer at sige: “Hun finder guld i grumset vand” Midt i kaosset fandt hun nøglen til Michaels scooter, opladere til hans computer og Wii, billeder, tøj og nogle få personlige ting. Michael sagde senere, at hun havde “reddet hans liv”. Hun havde fundet de ting, der stadig forbandt ham med verden. Det blev den første læring, Michael gav os: Når vi møder et menneske i kaos, skal vi ikke kun spørge: Hvad skal væk? Vi skal også spørge: Hvad skal reddes?
Michael havde nu fået tag over hovedet, men han følte sig ikke tryg. Hans seng stod i det rum, der på plantegningen hed “soveværelse”. På den anden side af væggen boede et andet sårbart menneske, som ofte råbte og bankede om natten, og Michael, som kæmpede med angst, kunne ikke finde ro. Så jeg begyndte ikke med spørgsmålet: Hvordan indretter jeg denne lejlighed? Men: Hvordan har Michael brug for at bo?
Da jeg mødte ham på Café Paraplyen, og vi sammen kiggede på fotografier af de ting han havde fået med,spurgte jeg, hvilke af hans ting der gjorde ham glad. Han pegede på et sort-hvidt fotografi af Grand Central Station i New York, hvor lyset falder ned gennem den store banegård. Michael fortalte, at han forestillede sig, at når vi dør, kommer vi til en slags mellemstation, hvorfra Gud en dag henter os op gennem lyset til Paradis. Jeg spurgte, om han kunne tænke sig at bo i New York. “JA!” Pludselig kom der liv i hans øjne. “Måske kommer du derover en dag,” sagde jeg. “Hvem ved, Michael? Indtil da kan vi skabe en slags visionboard omkring dig.” Måske behøver håb ikke altid være realistisk for at have værdi. Nogle gange har vi bare brug for et billede af et sted, vi endnu ikke er.
Med genbrug, donerede møbler og en lille gruppe frivillige begyndte vi at skabe Michaels hjem. Vi flyttede sovepladsen ind i køkkenet, hvor der egentlig var beregnet plads til et spisebord – langt væk fra den urolige væg. Sengen kom tæt på gulvet, hvor Michael følte sig tryggere, og over den hang hans billede af Grand Central Station. Det rum, der tidligere var beregnet som soveværelse blev til et kontor med skrivebord, computer og Wii. Anja organiserede, Niels gjorde rent og fandt praktiske løsninger, deres søn Jens fik teknikken til at fungere, og jeg koordinerede indretningen. Ingen af os kunne det hele, men sammen kunne vi meget. Vi var ikke behandlere, og vi kunne ikke løse Michaels angst eller afhængighed.
Vi lavede hjem.
Da Michael kom tilbage, tog jeg ham i hånden og fortalte, at det, han nu skulle se, kun var vores forslag. Hvis noget føltes forkert, skulle vi lave det om. Han gik ind og standsede. Så kom tårerne.
“Jeg har aldrig haft et rigtigt hjem. Det er mit første hjem som 56-årig.”
Da han så sengen under billedet af Grand Central Station, spurgte han: “Wow … skal jeg sove her?” “Ja. min ven, nu skal du sove trygt her.” Han begyndte at ryste og græde og jeg holdt ham i hånden hele vejen rundt i lejligheden, hvor han blev gladere og gladere.
Inden vi gik, gav Michael os hver en plade chokolade, og vi tog imod. For værdighed handler ikke kun om at få hjælp. Det handler også om fortsat at have noget at give. Da jeg næsten var ude af døren, råbte han: “Kirsten!” Jeg gik tilbage. Michael tog min hånd og så mig direkte i øjnene. “Hvis du nogensinde har brug for nogen at snakke med, kan du altid komme her.” Michael, som havde så lidt, tilbød mig ikke penge eller en tjeneste. Han tilbød mig sig selv.
Nogle uger senere besøgte Birtemarie og jeg ham igen. Michael havde været i bad og barberet sig, og på bordet havde han lagt en vaskeklud som dug og stillet appelsinjuice, ymer, Roquefort ost, farverige lakridskugler og orange plastikkrus frem. Han havde gjort sig umage. Han havde dækket bord til os. Vi drak teen af de orange krus, spiste lakrids og tog imod det, han tilbød. For nu var vi ikke længere dem, der kom for at hjælpe Michael.
Vi var hans gæster. Han var vært.
Michael begyndte efterfølgende at komme på Café Paraplyen og blev en del af en madklub. “Vi hørte ikke fra ham i en periode. Så en dag ringede Birtemarie grædende. Michael var blevet fundet død. Jeg kom straks til at tænke på fotografiet. Grand Central Station. Mellemstationen. Lyset. “Birtemarie,” sagde jeg. “Nu er han jo ikke længere på banegården.” Hun blev stille. “Han er blevet hentet op i lyset.”
Ved begravelsen opdagede jeg, at præsten havde hørt Michaels historie. Han havde selv fundet et billede af Grand Central Station, sat det i en sort ramme og stillet det oven på Michaels hvide kiste ved siden af en smuk lille bårebuket. Vi var ikke mange ved hans begravelse, men vi var der. Da kisten skulle køres væk, gik vi én efter én hen, lagde hånden på den og sagde farvel.
Jeg har siden tænkt meget over, om Michaels historie var en succeshistorie. Han nåede ikke den store forvandling, vi måske havde håbet på. Men han nåede at få sit første hjem. Han nåede at invitere gæster indenfor, lægge dug på og give noget væk. Han nåede at blive en del af et fællesskab. Og da hans liv sluttede, var der mennesker, som kom for at sige farvel.
Vi kunne ikke redde Michael. Det var heller aldrig vores opgave.
Men vi kunne gå et lille stykke af vejen sammen med ham og være med til at skabe et hjem, hvor han i en periode kunne føle sig mere tryg, mere set og lidt mere hjemme i verden. Måske er hjælp nogle gange netop dét. Ikke en mirakuløs transformation. Ikke en lykkelig slutning….
Bare nogle få medmennesker, der går et stykke af vejen gennem livet sammen med dig. ❤️